Guide: Sådan blander du selv din e-væske

Indholdsfortegnelse

  1. En kort introduktion til bland selv e-væske
  2. Hvad indeholder e-væske?
  3. Hvordan blander jeg selv e-væske?
  4. Hvad skal jeg bruge til at lave min egen e-væske?
  5. E-væske selvblander kits
  6. E-væske udregnere - et essentielt værktøj
  7. Hvad gør jeg når jeg har blandet min e-væske?
  8. Tips og tricks til bland selv e-væske

En kort introduktion til bland selv e-væske

En af de store ulemper ved at dampe, er prisen på e-væske. Selv om det generelt er billigere at dampe, end at ryge cigaretter, så kan du nemt dampe mere end 10ml e-væske om dagen, hvis du bruger fx et sub-ohm kit. Udgifterne kan altså nemt løbe op, især hvis du er glad for premium e-væske og dyre e-væske brands. Ofte er udvalget også begrænset. Måske kunne du godt tænke dig at dampe en lidt speciel smagsprofil, som f.eks. ananas med tobak e-væske eller vandmelon med vanilje e-væske. Eller endnu værre: din lokale dampbutik er løbet tør for din foretrukne nikotinstyrke og du må gå tomhændet hjem - eller med e-væske som du faktisk ikke rigtigt havde lyst til.

Bare rolig, der er en løsning på alle disse problemer: bland selv din egen e-væske! Hvis du allerede har alle de nødvendige redskaber og ingredienser til at selv at blande dig e-væske, så er det næste skridt at eksperimentere med nogle allerede afprøvede opskrifter. Hvis ikke du er nået så langt endnu, så skal du blot fortsætte med at læse denne nemme guide til at blande sine egne e-væsker af høj kvalitet. Vi vil forklare hvilke selvblander redskaber og ingredienser du skal bruge, hvordan du blander din egen e-væske, e-væske udregnere, modning, tips og tricks osv.

Hvad indeholder e-væske?

Man laver sin egen e-væske, ved at blande de tre primære elementer som e-væske består af:
  • Basevæske bestående af et forhold mellem vegetabilsk glycerin (VG) og propylenglycol (PG)
  • Nikotinbase
  • Koncentreret vandopløselig aroma (smagsgiver)
Du behøver ikke nødvendigvis alle disse elementer, fx hvis du foretrækker e-væske uden nikotin eller hvis du ikke har lyst til at din e-væske skal smage af noget. Idéen om at blande sin egen e-væske kan muligvis virke uoverskuelig, men det er vitterligt meget nemmere end du måske tror. Du har ikke brug for avanceret viden om kemi - hvis du kan finde ud af at blande en cocktail fredag aften, så kan du også sagtens lave din egen e-væske.

Hvordan blander jeg selv e-væske?

Der er to måder at blande sin egen e-væske på: efter volumen eller vægt.

Når du blander efter vægt, tilføjes hver enkelt ingrediens ved vejning, og det er vigtigt at tage højde for massefylden for hver enkelt ingrediens. VG, PG, aroma og nikotinbase har alle forskellig vægt per ml, så du får altså brug for en e-væske udregner som tager hensyn til disse forskelle. Med udregneren bliver det hele en del nemmere.

Når du blander efter volumen, måler og doserer du hver enkelt ingrediens ved hjælp af sprøjter (optimalt set én sprøjte per ingrediens). Her er løbende rengøring nødvendig, da du vil grisse lidt mere end hvis du blot trykker indholdet af én flaske over i en anden flaske.

Den simpleste måde at blande efter volumen på, er ved at måle i dråber fra en pipette eller en drypflaske. Denne metode er ikke idéel når du skal øge mængden eller dele opskriften med andre, da dråber ikke er en særligt præcis måleenhed. Det er også den mindst præcise måde at afmåle nikotin på, så vi fraråder at bruge dråber som måleenhed, hvis du ønsker at ramme en nøjagtig nikotinstyrke i din e-væske.

Vi anbefaler derfor at blande efter vægt, da det kræver mindre rengøring og er mere nøjagtigt - især når man blander mindre mængder e-væske. Det er selvfølgelig også helt fint at blande efter volumen, men det sviner lidt mere og er i de fleste tilfælde en anelse mindre præcist end blanding efter vægt.

Hvad skal jeg bruge til at lave min egen e-væske?

Uanset hvilken metode du vælger, når du skal blande din egen e-væske, så får du brug for en række essentielle ingredienser og redskaber. Her er din tjekliste:

  • Base væske - eller med andre ord, vegetabilsk glycerin og propylenglycol: de to vigtigste ingredienser i din e-væske. Din basevæske, som grundlæggende er e-væske uden nikotin og aroma, kan købes færdigblandet i et blandingsforhold som fx 50/50 eller 70/30, men vi anbefaler at du køber en liter ren VG og en liter ren PG, således at du har muligheden for at justere blandingsforholdet i din e-væske.

  • Vandopløselig aroma - smagsstofferne som bestemmer hvordan din e-væske kommer til at smage, når den er færdigblandet. Der findes tusindevis af forskellige aromaer du kan vælge imellem, og som kan kombineres i det uendelige for at skabe unikke smagskombinationer og e-væske opskrifter. Du kan også købe såkaldte "one-shots", hvor flere forskellige smage er blandet og afstemt på forhånd. One-shots er ideelle for begyndere, og nogle af de større e-væske blandere (juicemagere) sælger allerede deres egne series som one-shot aroma koncentrat.

  • Nikotin - nikotin er naturligvis fuldstændig valgfrit. Hvis du ikke ønsker nikotin i din e-væske, så lader du selvfølgelig være med at tilsætte nikotin. Styrken på den nikotin du køber, bør afhænge af din foretrukne e-væske nikotinstyrke. Pga. den europæiske TPD lovgivning, kan man ikke købe nikotinbase i højere styrke end 20mg/ml, men der findes adskillige base kits på markedet, som består af en masse 10ml flasker med 20mg/ml nikotin, som kan kombineres i en større flaske. Uanset hvad, så kan du altså ikke lave e-væske som er stærkere end 20mg/ml - men det burde heller ikke være nødvendigt. Det er vigtigt at du er forsigtig når du håndterer og opbevarer nikotin. Nikotin er dybest set et giftstof, og selv om dets giftige virkning ofte overvurderes, så kan det være problematisk hvis større mængder nikotin fx kommer i kontakt med huden. Sidst men ikke mindst: husk nu at opbevare dine nikotinbaser og e-væsker med nikotin i sikker afstand fra børn og dyr, som ikke forstår den potentielle fare ved at indtage eller komme i berøring med nikotin. Det kan i værste fald være fatalt.

  • Flasker til opbevaring - Opbevar dine basevæsker i individuelle sprøjteflasker (også kendt som "dressingflasker"), for at gøre det nemt at tilføje base når du blander. Et par 100ml dressingflasker burde være tilstrækkeligt. Hvis du bruger nikotin, så bør du opbevare din nikotinbase i mørke/ravfarvede glasflasker, da den mørke farve og glasset hjælper med at sløve nedbrydningen af nikotinen. Nikotin nedbrydes nemlig hurtigere, hvis det udsættes for lys.

  • Flasker til e-væske - Når du går i gang med at eksperimentere for første gang, bør du anskaffe dig nogle 10ml flasker til at afprøve dine opskrifter, samt nogle 60ml flasker til at lave større portioner af de e-væske blandinger som foretrækker. Flasker til e-væske er generelt billige og kan købes rigtig mange steder.

  • Labels (mærkater) - Køb nogle billige labels, som du kan skrive detaljer omkring dine blandinger på, inden du sætter dem på flasken - så er det lettere at holde styr på hvad der er hvad. Hvis du har en Dymo labelmaskine, så kan du også sagtens bruge den.

  • Plastikhandsker - Du bør altid have en æske med plastik- eller gummihandsker inden for rækkevidde. Plastikhandsker skal ikke undervurderes, og de kan købes mange steder, fx på apoteket.

De øvrige redskaber afhænger af hvilken fremgangsmåde du vælger at følge, når du skal blande din e-væske (volumen eller vægt):

  • Sprøjter til blanding efter volumen - du får brug for et udvalg af sprøjter. Vi anbefaler at anskaffe nogle 10-30ml sprøjter til dosering af basevæske, og rigeligt med 1ml sprøjter til dosering af nikotin og aroma. Du får også brug for nogle nåle/kanyler til sprøjterne - vi anbefaler en tykkelse på 14G for lettere at kunne arbejde med VG, som er en relativt tyk væske. Hvis du ikke kan få sprøjter hos din lokale dampbutik, så kan du både få sprøjter og kanyler på apoteket.

  • En vægt til blanding efter vægt - du får brug for en elektronisk vægt som kan veje ned til 0.01 gram. Det er præcist nok til at kunne arbejde med stort set alle selvblander e-væske opskrifter. Du bør også sikre dig, at vægten kan veje op til mindst 200 gram. Du tænker måske at 100 gram er nok, men hvis du en dag får lyst til at blande større mængder, eller at anvende glasflasker, så får du brug for den ekstra rækkevidde. Du får også brug for mindst én sprøjte til dosering af nikotin. Ved at dosere nikotinen med en sprøjte opnår du mere præcise resultater og undgår spild.

E-væske selvblander kits

Hvis du foretrækker at anskaffe alle selvblander redskaber og ingredienser i én samlet pakke, så er der heldigvis masser af kits på markedet som du kan vælge imellem. De fleste begynder kits til selvblanding af e-væske, kommer med alle de mest basale ting som du får brug for.

Langt de fleste selvblander kits er sammensat til blanding efter volumen og inkluderer ofte et udvalg af sprøjter, sammen med de mest essentielle e-væske ingredienser. Hvis du er i tvivl om du foretrækker at blande efter volumen eller vægt, så køb et selvblander kit og en vægt. På den måde kan du prøve dig frem, og se hvad der fungerer bedst for dig. Selvom du allerede har besluttet dig for at blande efter vægt, så er det ikke nogen dum idé at købe et selvblander kit. Du kommer sandsynligvis alligevel til at få brug for redskaberne i kittet før eller siden.

E-væske udregnere - et essentielt værktøj

Uanset hvilken fremgangsmåde du vælger at følge, så er der en ret stor sandsynlighed for, at du på et tidspunkt får brug for en online regnemaskine. En udregner gør hele processen meget mere simpel, ved at at give dig de informationer som du har brug for, uanset om det er mængden af nikotin du skal bruge for at ramme din foretrukne nikotinstyrke, eller hvor meget af hver enkelt ingrediens du skal bruge for at ende ud med en 70/30 e-væske. Det lyder måske besværligt, men det er faktisk super simpelt.

De fleste udregnere er online-baserede, mens andre kan downloades til mobil eller computer. En af de letteste og mest populære e-væske udregnere, er udregneren på e-liquid-recipes.com. Denne side, som blev startet af en dansker ved navn Lars i 2010, har efterhånden vokset sig til at være en af verdens største sider med e-væske opskrifter, og har nu flere tusinde aktive brugere. For at udregne de nødvendig mængder til din e-væske opskrift, skal du blot indtaste din foretrukne nikotinstyrke, blandingsforhold og mængde af aroma - vupti, så får du et overblik over hvilke mængder du skal bruge, nederst på siden. For at blande efter vægt, skal du bruge din vægt og indtaste de tilsvarende mængder i gram. For at blande efter volumen, skal du bruge sprøjterne til at måle de rette mængder (målt i ml), som din opskrift kræver.

Tillykke, du har nu lavet din første flaske med selvblander e-væske! Men hvad så nu?

Hvad gør jeg når jeg har blandet min e-væske?

  • Labels - sæt labels på dine e-væske blandinger, hvor du noterer følgende: VG/PG blandingsforhold, nikotinstyrke, aroma procent og dato for blanding. Gør det med det samme. Du vil være overrasket over hvor mange begyndere der ikke gør det og føler sig idiotiske, når de har fundet frem til en perfekt blanding, men ikke har noteret hvordan deres e-væske kan genskabes. Gem dine opskrifter i en notesbog eller på e-liquid-recipes.com!

  • Modning - denne del forvirrer mange begynder i selvblander verdenen. De fleste hjemmelavede e-væsker som indeholder mere end én aroma har brug for lidt hviletid, så smagene kan blande sig og sætte sig. Mængden af tid som er nødvendig varierer, men ofte har fx dessert, kage og creme baserede blandinger brug for op til 4 ugers modning, for at smagen når sit bedste niveau. Simple frugtblandinger har ofte slet ikke brug for modning. I de fleste opskrifter eller ved køb af one-shot aromaer oplyses en anbefalet modningstid. Der findes flere metoder som forsøger at mindske modningsprocessen, men disse metoder er kontroversielle og omdiskuterede, og bliver ofte kritiseret i selvblander miljøet. Vores klare anbefaling er, at du væbner dig med tålmodighed, og smager på væsken en gang om ugen. På den måde får du en god fornemmelse for, om smagen har udviklet sig over tid. Gode ting tager tid, som man siger :-)

  • Test din blanding - Når din e-væske har modnet, så er det tid til at teste om den smager som den skal. Det er bedst (og lettest) at bruge en dripper (RDA) af god kvalitet, fremfor en tank. Ved at bruge en dripper, slider du ikke dine coils på e-væske som i værste fald smager forfærdeligt. Det er også super nemt at skifte vattet, så du kan få et rent og retvisende indtryk af hvordan væsken faktisk smager. Vær dog opmærksom på, at coilens modstand (ohm) og temperatur kan have stor indflydelse på smagen - væske som smager fantastisk på 80W på en 0.2 ohm dripper, smager med stor sandsynlighed meget anderledes i en 1.8 ohm tank på 15W.

  • Opbevaring - sollys, varme og ilt kan have en negativ indflydelse på e-væske, så sørg for at opbevare din e-væske mørkt og køligt. Husk også at opbevare e-væske uden for børn og dyrs rækkevidde.

Tips og tricks til bland selv e-væske

  • Udnyt online værktøjer og ressourcer. Reddit har mange subkategorier dedikeret til selvblanding, og e-liquid-recipes.com tilbyder meget mere end bare deres e-væske udregner. En af de absolut bedste funktioner er deres "flavor stash" funktion - indtast de aromaer du har, samt mængde, og siden finder en liste med e-væske opskrifter du kan lave, med de aromaer du har på din aromaliste.

  • Keep it simple! Det er ikke nødvendigvis en god idé at tilsætte store mængder af aroma, for at få en e-væske der virkelig smager af noget. I nogle tilfælde så kan det faktisk have den modsatte effekt, og for store mængder aroma kan dæmpe smagen af din e-væske.

  • Når du følger andres opskrifter, bør du undgå at erstatte aroma fra et bestemt mærke med andre mærker. En ferskensmag fra ét mærke smager måske som en moden fersken, mens en anden måske smager mere af ferskenslik eller fersken på dåse. Smagsprofilen er ikke den eneste grund til at du bør undgå erstatninger...

  • Vær opmærksom på hvor koncentrerede dine aromaer er. Koncentrationen varierer ikke kun på tværs af mærker, men også imellem mærkernes egne aromaer. Aroma producenter som fx Flavourart og Inawera er kendte for deres yderst koncentrerede aromaer, hvor 2% aroma ofte er nok til at dominere en hel opskrift, mens andre af deres aromaer kan anvendes ved 5-10% blanding. En god indikator for potensen af en aroma er den funktion på e-liquid-recipes.com som hedder "average mixing quantity", som indikerer hvilken procent andre brugere gennemsnitligt bruger for hver enkelt aroma.

  • Tag noter - Når du tester, så sørg for at tage rigeligt med noter, enten online eller i en notesbog. Er en smagsnote for kraftig? Ville det være bedre med en 50/50 blanding, fremfor en 70/30 blanding? Ved at skrive detaljerede noter, bliver du hurtigere bedre til at blande e-væsker. 

  • "Single flavor" test - vil du gerne finde ud af hvordan hver enkelt aroma påvirker dine blandinger? Første skridt er, at dampe den for sig selv. Følg de anbefalede procenter på e-liquid-recipes.com, hvis du ikke ved hvor du skal begynde.

Det er vigtigt at huske på, at som med enhver anden hoby, så kan selvblanding være lige så simpelt eller avanceret som du selv ønsker det skal være. Du kan blande en simpel e-væske på mindre end et minut, eller bruge flere måneder på at finde frem til den bedste kombination af adskillige aromaer. Det er helt op til dig, hvor meget tid du ønsker at bruge på at blande din egen e-væske. Prøv at nyde processen og at have det sjovt undervejs, hvem ved, måske kan du markedsføre din egen serie af e-væsker en skønne dag. God fornøjelse!

Miljøvenligpakning Stop Papirspild mærket